Madblogstoppen
Viser opslag med etiketten citron. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten citron. Vis alle opslag

mandag den 9. april 2012

Det søde punktum


Der blev i dag sat punktum med maner, på påsken - Maverne er fyldte og lidt til.
Det har været gode dejlige dage, der bare går alt for stærkt, i morgen melder hverdagen sig igen ...


Men her er det sidste søde punktum - som SAGTENS kan spises på andre tider end påske.
Det er uden tvivl den bedste citronis der findes!

Citronis på en marangebund.

Marangebund

  • 3 æggehvider
  • 150 g. sukker
  • 1par dråber eddike
Hviderne piskes stive.
Dejen bredes ud på bagepladen (ca. 24 cm. i diameter)
Bages i varmluftovn: 45 minutter ved 130 grader.

Citronis

1 stor flot citron ( Økologisk, selvfølgelig)
5 æggeblommer
105g sukker
2 1/2 dl. piskefløde

Sådan gør du:
Kom æggeblommerene og sukkeret op i en skål, der kan tåle at blive sat i fryseren. Pisk æggeblommerne og sukkeret til en rigtig luftig æggesnaps.

Pisk fløden til flødeskum i en anden skål.

Bland forsigtigt med en skraber flødeskummet i ægge snapsen.

Skyld citronen grundig og riv den den på den fine side af råkostjernet.

Skær citronen over og pres saften ud og bland forsigtigt citronskal og citron saft i blandingen med flødeskum.

Dæk skålen til med folie og stil den i fryseren i 4-5 timer.

- Det er en opskrift jeg har fået af en gammel kollega for MANGE år siden, og hvorfor det er 105 g sukker, vides ikke - det er jo nok en stavefejl, men det har der altid stået i min opskrift, så det kommer der også til at stå i denne.



Det er Bedste der har lavet desserten, jeg har bare taget billede i denne omgang.

God uge til alle
Sofie

onsdag den 4. april 2012

I dag skule jeg have kage med til hundetræning, og hvad var mere nærliggende, end finde en påskekage i gemmerne.
Det blev til en citron(påske)muffin

Inspiret af en gammel opskrift gik jeg i kast med projektet.


Citron muffins (12 stk)

150 g smeltet smør
200 g sukker
3 æg
200 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
saft af en citron ( selvfølgelig økologisk)
skal af 1½ citron ( selvfølgelig økologisk)
50 g marcipan
glasur:
20 g smør
400 g flormelis
saft af 1 citron ( igen økologisk)
1-2 spsk. kogende vand
evt. gul eller orange frugtfarve

Sådan gør du:Rør smør og sukker sammen, tilsæt æggene, og rør godt. Sigt hvedemel og bagepulver ned i massen, og rør det godt sammen. Vend citronsaft, skal og marcipan-skal ned i dejen. Fordel dejen i muffinforme, og bag kagerne i en forvarmet ovn ved 180° i 25 minutter, men træk der er forskel på ovne.
 Lad dem afkøle, HELT.
Rør ingredienserne til glasuren sammen, til den er let tyktflydende. Smør glasur over kagerne, og pynt med et lille påskeæg - eller skal af citron

De blev rigtig gode - dejligt friske - Men, NOTE TIL MIG SELV - kagerne skal køles HELT af inden der kommes glasur på.

Varm kaffe og kage, gjorde godt efter en kold omgang træning.

God påske
Sofie

tirsdag den 24. januar 2012

Svenske "inlæg"

Jeg er stadig ikke færdig med at bruge af de ting og sager jeg i sommer hjembragte fra Broderlandet.
Senest var det heldigvis en af de langstidholdbare souveniers. Sild på dåse, der kun ligger i en tynd eddike opløsning - og så kan man selv forlyste sig med marinering.
Selvom Julen forlængst er overstået, kan en god sildemad stadig frembringe smil på en kold vinterdag og gør bestemt ingen fortræd.
Jeg havde 2 dåser og valgte en mere traditionel marinade til den ene og den anden fik en omgang brombær.

Først skylles sildefilet´erne under koldt vand, drypper af og skæres i mundrette bidder. Dåsen indeholder ca. 400 g.
I min "Mat på Svensk" af Caroline Hofberg fandt jeg denne opskrift på en Citron- og Løg-sild:

1 lille rødløg, skæres i tynde skiver
skallen af ½ citron i tynde strimler
Lagen koges af:
½ dl eddike
1½ dl vand
2 dl sukker
6 peberkorn
6 hele nelliker
1 laurbærblade.

Kog lagen op og lad den køle af imens løg og citron strimles. Så kommes sild, løg og citronskal på glas og lagen hældes over.
Vupti - marinerede sild om minimum et døgn. Kan gerne stå længere.


Til brombærsildene kogte jeg en lage af:
1 dl sukker
200-250 g brombær fra frost.
Lagen blendes og sies derefter.
Så tilsatte jeg:
2 spsk balsamico
1/4 tsk stødt allehånde
1/4 tsk stødt nellike
Lagen køles lidt af inden den hældes over sildene.
Disse skal også helst stå mindst et døgn før servering.


Her anrettet med løgringe og hele brombær. En fin sødlig frugtsmag klædte silden.


Citron og løg-silden smagte fantastisk, mest nyt var strejfet af citron i forhold til en almindelig marineret sild.
Begge slags sild kan med sikkerhed laves af de ordinære "hvide" sild, man kan købe herhjemme. Opskriften på brombærsildene var faktisk lavet til dette.
Men et godt lille "inlägg" at hjembringe - også næste gang du sætter fødderne i et svensk supermarked.
En super souvenier at sætte tænderne i og minderne om vores "silde-planke" på Klädesholmen kom frem i frisk erindring.
Linda

søndag den 4. december 2011

Mini-brunsvigere - med et twist af Jul.

Selvom jeg vogter mig for ikke at falde for tidligt i Julemaden, så sniger det sig alligevel ind på mig.
Vi skulle til danse-træf, hvor alle skulle medbringe lidt godt...........
Mit valg fald så, sjovt nok, på noget kageværk - det må være de Sønderjydske gener.

Altså Mini-brunsviger fra "Suværent nemt" - med min egen drejning.
Her i 4-dobbelt portion - mindre kan selvfølgelig gøre det.
700 g mel
300 g speltmel
6 spsk sukker
4 nip salt
revet skal 2 øko-citroner - havde ingen øko-appelsiner
2-3 tsk frisk kværnet kardemomme
100 g smør
100 g gær
6 dl lunken mælk

De tørre ingredienser blandes i en skål og smørret smuldres heri.
Mælken lunes og gæren røres ud i det. Så æltes det hele sammen og dejen hæver lunt i 20 minutter.

Imens lavede jeg "snasken" af:
200 g blødt smør
200 g marcipan
100 g sukker
2-3 tsk kanel

Denne røres godt blød.
Jeg delte dejen i 4, som hver blev rullet ud og skåret i 16 små firkanter. Disse blev lagt i papirs-muffins-forme.
Hver brunsviger fik en klat fyld og lidt hånd-hakkede mandelsplitter.

Så kom de i en 160 grader varm ovn (varmluft) og blev bagt i 12 minutter.

Det færdige resultat duftede dejligt - og smagte skønt lige fra ovnen. Der var rigelige mængder.

Jeg huskede at gemme nogen til danserne og fryseren - og jeg synes egentligt at fyldet var bedre med marcipan og kanel end det gængse kun med smør og brun farin.
Men prøv selv............Linda

fredag den 22. juli 2011

Kan man være Swedo-fil????

I så fald er der ingen tvivl: JEG ER DET! Vi har tilbragt en på alle måder fantastisk uge i skærgården nord for Göteborg. Der var en lille 2-personers "stuga" med udsigt til vand.
Der var fantastisk natur, skønne småøer allevegne, hav, klipper og skær, der kunne bades fra.

Vejret var med os, vi slappede så meget af, nød hinanden, vejret - og ikke mindst maden.
For de kan faktisk lave mad derovre. Vi indtog det ene veltilberedte måltid efter det andet. Landet flød med frisk fangede fisk og skaldyr. Ikke en dag passerede uden vi havde sat tænderne i nogle af havets frugter.
Her makrel tilberedt med tomat, rejer og smør på Simson´s præstegård på Käringø.

Til dessert himmelsk citron-paj med sorbet - garanteret også friskfanget.

I dette eventyr-Pippi-land havde vi mange gode oplevelser, som jeg sikkert ikke vil lade være med at vende tilbage til lidt ud i fremtiden.


Man tager helt sikkert ikke skade af at indtage sin frokost i Nösund Värdshus´s omgivelser lidt oftere. Måske det endda er vederkvægende for både krop og sjæl??? Dét tror jeg!!!

lørdag den 18. juni 2011

Vejen til Mandens hjerte

I den forgange uge fejrede vi kærestens Fødselsdag, mens det stadig var solskin. Hans ønsker var beskedne - i alt fald med hensyn til maden :o) Bare noget wok-mad med godt brød til og så ville han så gerne have en Citronmåne, som han havde set Brødrene Price fremtrylle.
Så eftermiddagen stod i "kokkens tegn". Noget lidt tilfældigt brød á la grov-nan med Nigella og sesamfrø blev bagt.

En sommer-wok med spidskål, rød peber, chili, hvidløg, ingefær, asparges og sukkerærter gjort klar.
Denne blev tilsat noget kyllinge- og andebryst, japansk soya og lidt risvin-eddike samt ægnudler - og manden var tilfreds.

Så stod den på pund-til-pund-kage, hvortil der var indkøbt "rigeligt med SMØR".
Først piskes 500 g blødt smør med 500 g sukker og tilsættes 8 æg, et ad gangen.
Dette tilsættes 500 g mel tilsat ½ tsk bagepulver og 3 tsk vanillesukker, som sigtes i dejen.
Kom så saften af 1 citron og skallen af 2 citroner og dér stod jeg med en mægtig portion dej. Nok til en stor og en lille springform - gad vide hvorfor det ikke faldt mig ind at lave "halv-punds-kage"???

Kagerne bages ved 165 grader i ca 1 time og 10 minutter - checke lige at de har fået nok. Så kom jeg glasur lavet på citronsaft, lidt vand og flormelis på.

Kagen bekom Fødselaren vel og den blev indtaget ved bålet sammen med gode venner. Vi fik ikke kæmpet os igennem den ene kage, men den tog sig flot ud i solnedgangens farver. Og den smagte af det den var: en ren citron-basis-kage af gode råvarer.
Også skulle der jo også lige være plads til et lille stykke snobrød af resten af brød-dejen.
Det var vist en rimeligt tilfreds Fødselar - og INGEN gik sultne i seng!!!!

fredag den 17. juni 2011

Og der er sommer på vej …

Billede 189
Der dufter af sommer i mit køleskab.
I går modtog jeg to poser med frisk plukkede hyldeblomster. Min søde veininde og hendes søn havde været på spil. – Nu er der ingen tvivl, sommeren er på vej, uanset hvordan vejret arter sig.
 
Det plejer, at være den samme opskrift jeg bruger hvert år, men da jeg ikke har været helt tilfreds med sidste års produktion, skal jeg prøve noget nyt. -
Jeg vil prøve at lave saften “RAW” – men inspiration fra en opskrift jeg har set i politikken for en del år siden.
Hyldeblomsterne fik nippet de største stængler af, så det ikke bliver alt for bittert. Citronerne bliver skåret i kvarte, så saften kommer fri, de hvide hinder er skåert væk, så kun ren citronskal er tilbage
Jeg havde en ret moden grapefrugt liggende, så den blev skrællet, så kun frugtkødet kom med.
vandet koges og afkøles, og kommer henover blandingen, og sikke en duft … :)
 Billede 158     Billede 188 med sukker
Nu skal det stå og hygge sig 2-3 dage, alt imens man rører en ca. 6 gange om dagen i det.
Saften sies, og sukker og citronsyre kommes ved. Man rører til det er helt opløst.
Saften kommes på rengjorte flasker. 
OBS: Da denne saft ikke på noget tidspunkt har været opvarmet, skal man være ekstra forsigtig med renligheden og stille den koldt, og sørge for den ikke kommer til, at stå for varmt. – Efterfølgende har saften det bedst enten i en kold kælder eller i køleskabet.
Opskriften i sin helhed
  • Ca. 40 skræme hyldeblomster ( ryst dem godt af, men skyl dem ikke)
  • 2 citroner skåret i kvarte
  • Evt. grape
  • 1 L koldt, kogt vand
  • 80 g citronsyre
  • 1 kg sukker og 5 ml atamon pr. L siet saft
Saften er nærmest som sirup, tyk og lækker. – Kan bruges over desserter, eller fortyndes til en læskende sommerdrik, eller velkomstdrink med hvidvin.
Billede 205