Nyt fra Madpaverne

Madblogstoppen

tirsdag den 4. oktober 2011

Søndags syndflod

Jeg er blevet lidt bedre til selv at bage brød - også da jeg efterhånden synes at kvalitetsbrød er så hunde-dyrt. Processen med det langtidshævede brød, der bare lige skal stå natten over i køleskabet tiltaler mig meget og det føles så nemt.
En genganger hos mig er:

Spelt-brød med fennikel-frø
(mon hun kan li´ fennikel?? ;oD)

1 liter koldt vand
25 g gær (mindre kan gøre det)
2 spsk salt
1 spsk sukker
2 tsk fennikelfrø (jeg bruger 4)
300 g groft speltmel
ca. 1 kg spelt- eller andet mel (jeg brugte spelt)

Gæren udrøres i vandet og tilsættes salt, sukker og frø. Så røres mel i til dejen er sammenhængende og dog stadig godt klistret. Og så bare på køl i en STOR skål med film over.
Det var hér, det hos mig slog lidt fejl, så da jeg søndag morgen åbnede køleskabet var der kaskader af dej ud over et betragteligt areal inkl. oste og andet godt.

Normalt når jeg laver langtidshævet brød, så er gær-mængden også mindre, så dette kombineret med en for lille skål, gav lidt rynker fra morgenstunden.

Men med to olierede skeer fik jeg da lempet dejen over på nogle plader, til noget der lignede boller.
De bages ca. 25 minutter ved 200 grader og duften bredte sig sammen med glæden over at skulle indtage de friskbagte sager.
De kan selvfølgelig laves i alle mulige størrelser - og bagetiden afstemmes derefter.


Det var en stor portion og jeg fik 32 boller ud af den.

De smager fantastisk med div. oste (helst den slags uden dej på) og pølser. 
Senere på dagen var de grundingrediensen i vores pølse-oste-tapas aftensmåltid.
Så syndflod blev vendt til overflod på den helt afgiftsfrie og velsmagende måde.

1 kommentar:

  1. De ser lækre ud!! Jeg må indrømme at jeg stadig ikke er helt vildt god til at bage vores eget brød, jeg er vist for doven ;-)

    KH
    Birthe

    SvarSlet