Madblogstoppen

tirsdag den 26. juli 2011

Café Alrø - en lille solstråle på en grå sommerdag.

Vi gjorde en lille udflugt ud til der hvor vejen ender.


Til Alrø, for at kigge lidt på vandet, fuglene og spise en frokost.



Vejret var gråt og lidt mørkt, men vi blev mødt af varme og imødekommenhed.


Af både mennesker og dyr.
Vi havde været så letsindige ikke at bestille bord, så vi måtte vente et kvarters tid.

Tiden fordrev vi i haven , hvor der var fine skulpturer og blomster.
På gårdspladsen, med blomster og salg af kunsthåndværk.



Antik-stemning.
Og vi tog lige et spil Kryds & Bolle.


Stedet drives af to gæve piger, har åbent i week-ender henover sommeren og har et lille menukort med bl.a. tapas-tallerken, kyllinge-sandwich, de famøse tarteletter med kylling og asparges og lidt desserter. Man kan i bedre vejr sagtens sidde ude. Men vi blev lukket ind i varmen. Stedet er ikke stort, dog udvidet med en slags telt-udestue. Her var dækket hyggeligt op.

Med blomster på bordene og lune fleece-plaid´s til os i udestuen.
Der var jævn travlhed i køkkenet, som heller ikke var stort. Serveringen var omsorgsfuld og der var en god hyggelig stemning.

Vi gjorde som de fleste andre der havde lagt vejen forbi og bestilte tarteletter.
Det fortrød vi bestemt ikke. Den var hjemmebagt og sovsen veltillavet. Et godt solidt bud på Mor-mad, når den er god! Og da vi havde sat den til livs, forstod vi bedre at Tartelet-rekorden (kun) er 4.

Café Alrø er sin egen på alle gode måder og et dejligt lille sted, som er udflugten værd. Men husk kontanter, de ta´r ikke Dankort - og måske det er en idé, at bestille bord. Folk der har været der før har tendens til at komme igen.

Check i øvrigt også deres hjemme side :http://www.cafealroe.dk/




Ingen kommentarer:

Send en kommentar