Madblogstoppen
Viser opslag med etiketten brunch. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten brunch. Vis alle opslag

fredag den 6. april 2012

Madpaven i Madhimlen

Solen skinnede, flaget var hejst - det var Madpavens Fødselsdag og der var dømt udflugt.
Hun havde bestemt sig for endelig at tage en bid af Madhimlen, som ligger i tæt forbindelse med Fru Møller´s Mølleri - faktisk i en del af den ene længe på gården.

Vi handler jo ofte på gården og alligevel har vi taget langt tilløb til at komme i "himlen". Men bordet var bestilt, en nødvendighed i de ganske begrænsede omgivelser, og brunchen var ved at blive stillet frem da vi trådte ind.
Et næsten over-all view.

Vores lille hyggelige krog.
Et forsøg på at danne sig et overblik over den meget indbydende buffet - fra den ene ende.

Og så gav vi os i kast, med alle lækkerierne.

Første tallerkens indhold var: 2 gange lækkert brød, æggekage med grønt og selleri, ristede røgede pølser, Fru Møllers syltede rødløg, pesto og aioli, røget skinke og spegepølse. I midten en dejlig (lidt tyk) grov øllebrød med flødeskum.
Anden portion: Et smoothie-shot med jordbær/hindbær, kornsalat med bladselleri og ærteskud, mere spege...Mini-pandekager med sirup og glaserede nødder, frugtsalat med hyben og appelsin.
Alt blev skyllet ned med vand, te og æblemost fra Karensminde Plantage.


Jeg måtte desværre give op midt i osten og figenmarmeladen og nåede heller ikke hverken, yoghurt, hjemmelavet leverpostej, rullepølser eller brownies. Men pustede lidt ud og læste det lille rim, mens kæresten forsynede sig. Jeg fik dog gjort plads til dejlig kanelsnegl, inden vi takkede af og gik i laden for at se de små påskelam.
Det var et par meget hyggelige timer vi tilbragte i Madhimlen - og maden var rigtig dejlig, med mange af Fru Møllers delikatesser tilberedt eller med et tvist. Eneste anke er teen, den første var en tynd hvid med citron (som vi ikke selv havde valgt) og da vi i anden omgang fik Earl Grey, var oplevelsen ikke meget kraftigere. Dén kan de godt brygge lidt mere på at forbedre. Men yderst venlig betjening og ganske rimeligt at betale 189, - kr. pr. snude for sådan et treat!
Så bor du ikke lige i nærheden, så gør endelig en udflugt, men husk at booke plads i forvejen.

Grisebasserne på marken var glade og det var vi også!
På vej hjem at gøre lammesteg og Blomsterberg-kage klar til Fødselsdags-gæster.
Mere herom senere, Linda

lørdag den 2. juli 2011

Sommerhus-brunch

Ferietiden er ved at være over os. For os betyder det easy-living, sommerhus og lette menuer. Både lette at lave, man har vel ferie ;o) og lette i maven.

Vi havde inviteret gode venner til en brunch-sammenkomst på terrassen og der blev kreeret lidt fra egen have og hvad vi nu ellers kunne finde på.

Jeg rørte tern af en galiamelon med lidt mynte-sukker, lavet i morteren - ikke helt dumt.
Dette blev serveret i mit nye sommerhus-snack-fad sammen med frugt, cheddar, salami med wasabi og ingefær, små flødeost-fyldte spicy peberfrugter, kalamata-oliven, andre gode oste og marmelader.
Jeg har også taget Claus Meyer´s salat-bog med mig i sommerhuset og kreerede lidt frit efter den en kartoffelsalat med røget ørred, sennep og kapers.
Nyopgravede Rød Raja og Blå Congo kartofler blev skrubbet og skåret i tern, ca. 1 kg vil jeg tro. For at blive bagt med lidt olie og salt ved 150 grader i ca 50 minutter.
De afkøles og vendes med lidt mere olie, hos mig oliven-olie, 3 spsk grov sennep, saft og skal af ½ citron. Smag til med salt og peber.
Det anrettes på et fad med nyplukket salat i bunden. Henover kommes 2-3 spsk kapers og til sidst kom jeg 3 røgede ørredfilet´er i mundrette bidder på.
Det var efter min smag en meget lækker frokost-salat og gæsterne spiste da også godt.

Vi serverede hele vejen igennem te og god kaffe, en alkoholfri drink (opskrift kommer senere) og friskbagt brød fra Fru Møller en dejlig blandet kurv.

En tilpas afslappet måde at tilbringe nogle hyggelige timer sammen med venner på.