Nyt fra Madpaverne

Madblogstoppen

tirsdag den 7. februar 2012

Indre varme

Da vinteren bliver ved med at slå kulde-rekorder besluttede jeg at det var tid til at få lidt indre varme. Derfor lød menuen på "Indisk Karry med Linser", hjemmebagt Nan-brød og Æble-raita.
Opskrifterne var til dels fundet hos "Aarstidernes Nordiske hverdagsmad" egne arkiver og fra fantasien.
Til den indiske karry brugte jeg:
300 g kartofler
½ lille hvidkål
1 lille blomkål
1 porre
2 spsk olie
1 spsk tørret karry
1 spsk rød thai karrypasta
½ tsk spidskommen
7 dl vand + lidt grøntsagsbouillon
1 stang kanel
300 g røde linser
salt og peber

Kartofler skrælles, skæres i små tern og hvidkål og porre snittes fint. Blomkål deles i små buketter. Karry brunes i den varme olie og grøntsagerne sauteres heri. Tilsæt væske og resten af krydderierne.
Jeg lod det lige koge op inden linserne blev tilsat. Kom låg på og lad det simre i 20 minutter. Smages til med salt og peber.

Imens bagte jeg nan-brød som havde stået og hævet sig bløde og glinsende af olie som dejen var vendt i.
Du skal bruge:
30 g gær
1 3/4 dl mælk
1 tsk sukker

Dette røres sammen og står i 15 minutter.

Tilsæt så :
4 spsk yoghurt /Skyr eller andet sumælksprodukt
1 tsk salt
1 æg
2 spsk olie og 450-500 g hvedemel.
Ælt dejen sammen og vend den i lidt olie i skålen inden den hæver mindst 1 time.

6 stk lækre bløde brød klar til bagning ved 250 grader i 7-10 minutter. Her med et nigella-drys.

Nybagte og klar til at sætte tænderne i. Du kan også ælte hvidløg eller krydderier i dejen eller pensle dem med smeltet smør lige inden du spiser dem.

Som tilbehør blev yderligere opfundet en æble-raita af:
1 revet æble
lidt Skyr
1 spsk mynte (fra frost)
et nip salt

En let krydret karry-ret tilført lidt sødme, syre og duftende brød, det lunede da lidt hos os.

Selve karry´en kunne efter min smag godt have været mere spicy, men dagen efter gav jeg resterne et drys af saltristede græskarkerner blandet med anisfrø, mere spidskommen, chili og hvad jeg nu lige kunne finde på hylden.
Så skal jeg love for at vi fik fyret op for varmen.
Linda

Ingen kommentarer:

Send en kommentar