Madblogstoppen

mandag den 10. oktober 2011

Bær-kræs

Fryseren er snart ved at sprænges. Ved mindste solstråle var de klar med nye forsyninger, de virker forudprogrammeret til kun én ting: at producerer. Da vi senest havde dejlige dage med sol og varme, var de nærmest ikke været til at stoppe.
Altså hindbærbuskene...

...og brombær krattet


Så man må jo gøre noget!!
Jeg slog op i sylte- og henkognings almanakker og fandt denne opskrift i "Syltning året rundt" af Joanna Farrow, som jeg måtte afprøve:

Bær-smørcreme med mynte
400 g bær ( i dette tilfælde en god blanding af ovennævnte)
10 kviste mynte (mine var lidt medtagne, men jeg fik da samlet noget ind)
250 g sukker
125 g usaltet smør
5 past. æggeblommer og 5 past. hvider (eller 5 hel-æg)

Bær blendes og sies, så der ingen kerner er i. Mynte stødes med lidt af sukkeret i en morter.
Kom bærsaft, mynte, sukker, smør i tern og de past. æg i en varmefast skål. Sæt den over en gryde med vand, lad det koge op og kog så videre i ca. 20 minutter ved svag varme.
Rør jævnt i saften så æggene ikke koagulerer, men at massen langsomt tykner.
Si så massen og kom den på rengjorte glas.

Bær-smørret stilles på køl og kan holde sig nogle uger.
Smør det på scones, boller, brød eller vend det op i pisket flødeskum til en kagecreme.
Det minder meget om Lemon-curd i konsistensen, men har den flotteste farve og en super sød bærsmag med et strejf af mynte. Min kunne godt have haft lidt mere mynte.

Men den gør lykke på friskbagt brød med en kop te på en trist og regnfuld dag. Og når der forhåbentlig snart kommer en anledning, så må jeg ha´ den afprøvet i en kage.
Men også en god måde at gøre lidt indhug i sommerens høst på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar